Sydsiden Brøndby 25 år - 19. marts 2017

Kampen mod Lyngby BK søndag den 19. marts bliver historisk. Her vil Brøndby IF nemlig fejre, at den sydlige endetribune på Brøndby Stadion, der blev fødested for dansk fankultur, fylder 25 år.

Jubilæet bliver blandt andet markeret med tre Sydsiden-flag designet til lejligheden, der vil fungere som billet til Sydsiden den 19. marts.

Op til kampen vil brondby.com og resten af klubbens platforme bringe en række artikler og interviews, der fortæller om den legendariske stemningstribunes betydning for både Brøndby IF og fankulturen i Danmark.

Tribunen blev betrådt for første gang den 29. marts 1992, hvor modstanderen pudsigt nok også var Lyngby BK. Brøndby Stadion havde langt om længe fået endetribuner – dog uden tag – og fra første dag blev Sydsiden indtaget af klubbens mest medlevende fans.

Her på siden kan du løbende følge med i markeringen af Sydsidens 25 års jubilæum. Informationer, historie og interviews bliver samlet herunder.